Murerkurser med klimavenlig profil

De populære efteruddannelser inden for murerfaget har fået et klimavenligt snit, efter at VIA Erhvervsuddannelser har føjet kurser i udvendig isolering af bygninger til repertoiret.

Med klimatopmødet i København lige om hjørnet er energiforbrug på alles læber, og emnet har også sat sit præg på VIA Erhvervsuddannelsers udbud af kurser inden for murerfaget. For første gang udbydes nemlig kurser i udvendig isolering af bygninger og pudsning af udvendigt isolerede bygninger.
”Det er nogle færdigheder, som vi mener, at der bliver behov for. Der er en meget stor bygningsmasse, som trænger til at blive isoleret, og ofte kan man ikke gøre det indvendigt,” siger Karsten D. Bach, som er koordinator på efteruddannelsestilbuddene inden for murerfaget.

Behovet hænger direkte sammen med det seneste store klimatopmøde i Kyoto i 1997.
”Kyoto-aftalen fastlagde et krav om, at man højst måtte bruge seks liter fyringsolie om året per kvadratmeter hus. Det bliver løbende skærpet, og i 2020 er der jo krav om, at et nyt hus skal producere mere energi, end det bruger, så det medfører et stort fokus på energivenligt byggeri i branchen,” fortæller Karsten D. Bach, som forventer, at kurserne bliver et sikkert hit i fremtiden.

Der er arbejde i det
Den vurdering er Gert Skov Rasmussen, formand for Murernes Uddannelsesudvalg og Bygge og Grøn gruppen i 3F Vejle, helt enig i.
”Der kommer stadig mere fokus på miljø og energiregnskab. Den udvendige isolering er en god måde at reducere varmeforbruget uden at pille ved huset indvendigt,” siger Gert Skov Rasmussen, som forventer, at efterspørgslen på udvendig isolering vil stige.
”Der er en del mestre, som har ytret ønske om sådanne kurser, netop fordi de tror på, at der vil være arbejde i det fremover,” siger han.

Kurserne i udvendig isolering og pudsning af udvendigt isolerede bygninger bliver udbudt to gange efter nytår, og derudover er der endnu et varmebesparende tiltag på programmet, nemlig finske masseovne. Det er også populært blandt murerne, og i sidste sæson havde Karsten D. Bach hele 22 kursister på et af kurserne.

Skrevet af.: Jesper Krusell - 07-12-2009

 

Artikler